Intuitiv spisning – En kærlig vej

af nov 12, 2020

Nydelse fremfor vægt

Intuitiv spisning bygger på 10 principper, der blidt guider dig til at et afslappet og nydelsesfuldt forhold til mad, krop og bevægelse.

Metoden er vægtneutral, hvilket betyder at vægttab ikke er en del af den intuitive tilgang. Faktisk ses fokus på vægttab som en direkte hindring for, at du kan få det fulde udbytte af principperne.

At spise intuitivt er på mange måder et opgør med den traditionelle slankeindustri, hvor kalorietælling, rigide kostplaner og militante træningsmetoder ses som vejen frem til det sunde liv,

men som mest af alt danner grobund for yoyovægt og dårlig samvittighed.

Metoden taler til dig, som drømmer om at slutte HELT fred med mad og bryde ud af et mønster, hvor mad og vægt er kommet til at fylde alt for meget og alt for negativt i din hverdag.  

Du bliver skarp til at mærke ind i dig og bruge dine sanser i forhold til mad, krop og bevægelse.

Gennem enkel og målrettet træning og øvelser, lærer du at lytte til kroppen, fremfor for at lade dig diktere af reglerne fra dit hoved. 

Tilgangen er positiv og anerkendende og sigter mod, at du udvikler dig til en venlig og opmærksom ven overfor dig selv.

En ny vinkel på sundhed

Den intuitive tilgang er relativt ny i Danmark, men går egentlig helt tilbage til 1995 da Evelyn Tribole og Elyse Resch skrev bogen metoden ”Intuitive Eating” og grundlagde metoden, som i dag er en internationalt anerkendt og evidensbaseret tilgang.

Det er mit håb, at den vil finde sin plads i det danske sundhedssystem.

1995 er samtidig den tid, hvor min egen kamp for alvor var slut i madhelvedet. Uden at kende til metoden havde jeg fundet min egen intuitive vej frem, som i dag danner grundlag for mine mentorvejledninger i klinikken.

Ekstra sjovt har det været efterfølgende at tage uddannelsen, hvor andre har sat ord på den proces jeg selv gik igennem på søgende vis.

Er intuitiv spisning for alle?

Det er i min verden ret meget op ad bakke at knokle løs på sin vægt i et håbefuldt forsøg på at få det bedre sig selv. Det vil måske lykkes for en stund, men det vil ramme dig med back fire, når viljestyrken er sluppet op, og du ikke længere kan overholde dine stramme regler.

Det kan aldrig blive selvkærligt. Det er sigende, at ca. 90% dem der taber sig, tager det på igen!

Nu er det heldigvis ikke alle, der slås med selvfordømmelse og indre hård kamp, men jeg kan dog konstatere gennem min 25-årige fagprofessionelle erfaring, at det er flere, end man umiddelbart kan skue med det blotte øje!

Flere ville i mine øjne have glæde af at stoppe kampen mod kroppen og arbejde mere i retning af selvaccept og egenomsorg.

Præcis som jeg også selv har måttet erfare på egen krop.

Når vægten mister sin tyranniske magt over dig, giver det ro.

Ro til at være dig – i al din power.

Min erfaring er faktisk, at vægten ofte finder sit naturlige leje, som en følge af, at du for alvor begynder at lytte til dig selv, uden at lade dig begrænse af et dumt tal i en metalboks.

Dette understøttes også af undersøgelser på området, hvor intuitiv spisning ses som en førende metode til mad og vægt ro.

Konklusionen må være at intuitiv spisning ikke er for alle, men kan anbefales til dig, der er mæt af at bokse med mad og vægt, og som drømmer om én gang for alle at slutte fred med mad.

Du behøver ikke knuselske din krop

Det er i mine mentorforløb, at du vil møde den intuitive tilgang, krydret med de erfaringer jeg har med mig fra min egen personlige rejse.

De fleste, der starter i Mentorforløbet, drømmer om vægttab og har et stærkt ønske om at forandre kroppen for at kunne opnå større livskvalitet.

Det er ok, og det skal understreges, at det hverken gør dig forkert eller uegnet til den intuitive metode.

Det gør bare, at du skal være parat til at omstille dig til en mere nysgerrig tilgang og et helt nyt fokus.

For mig var det en gradvis proces. Jeg var ikke klar til at slippe mit vægtfokus til at starte med. Faktisk var jeg hunderæd!  Men langsomt opdagede jeg, at jo mindre jeg fokuserede på vægten, jo nemmere gik det.

Fokus på sundhed og livskvalitet uafhængigt af vægten, var faktisk det, der mig både gav mig et naturligt vægttab og en bomstabil vægt i resten af livet, men det er meget individuelt, hvor kroppen vil guide hen.

En ting er dog helt sikkert. Din krop vil dig dit bedste, og den kan guide dig til både fysisk og psykisk balance, hvis du begynder at lytte og give den din fulde og kærlige opmærksomhed.

Du behøver ikke at knuselske din krop, men omsorg og respekt vil få den til blomstre og knokle max for dig og din sundhed.

De 10 principper i intuitiv spisning

I intuitiv spisning er der ingen regler for hverken hvad, hvor meget eller hvornår du må spise.  Det betyder ikke, at det er ligegyldigt hvad og hvor meget du spiser, men det betyder, at du som udgangspunkt må spise ALT. ALTID.

Når stiller dig fri, vil du opdage, at du bliver meget bedre i stand til mærke ind i dine reelle behov og lyster. Herfra kan din krop helt intuitivt mærke, om det er æblet eller chokoladen den har mest brug for.

Det er en proces at nå dertil. Du vågner ikke op i morgen med et frit og ukompliceret forhold til mad bare fordi beslutter dig for at spise alt. De fleste har brug for støtte, til trygt at kunne gå vejen mod ro og madfrihed.

Til hvert princip hører en række øvelser som vil hjælpe dig til at komme i mål. Du skal ikke nødvendigvis gennem alle principper, og heller ikke i en bestemt rækkefølge. Det tilrettelægges individuelt i forhold til netop dine behov og udfordringer.

Men en ting er HELT SIKKER. Du kan ikke kun tænke dig igennem processen, du skal gøre. Øve dig.

Jeg hjælper dig rigtig gerne!

Men lad os nu komme til sagen. Nedenfor vil jeg gennemgå de 10 principper, som Intuitiv spisning bygger på.

1: Afvis slankekursmentaliteten

Smid slanke-bøgerne og diæt-artiklerne ud. De giver dig bare et falsk håb om at tabe sig hurtigt, nemt og permanent.

Bliv i stedet for sur på den diætkultur, der promoverer vægttab fremfor sundhed, og på de løgne, som har gjort, at du har følt dig som en fiasko og en taber, hver gang en ny diæt ikke har fungeret for dig, og som gør, at du gang på gang tager alle de kilo på igen, som du ellers havde tabt dig. 

Tillader du dig selv at have et lille håb og bliver du hængende ved drømmen om, at en ny og bedre diæt eller kostplan måske lurer rundt om hjørnet, så forhindrer det dig i at være fri til at genopdage intuitiv spisning.

 2: Respekter din sult

Respekter din sult ved at give din krop tilstrækkelig energi og kulhydrater. Ellers kan du måske udløse et ur-instinkt til at overspise.

Når du når det punkt, hvor du oplever overdrevet sult og alle dine intentioner om at spise moderat og opmærksomt glider i baggrunden, bliver de gode intentioner pludseligt irrelevante. 

Du skal genopbygge tilliden til dig selv og til mad. Det gør du ved at lytte til og respektere de første biologiske tegn på sult.  

3: Slut fred med mad

Det lyder måske åbenlyst, at det at slutte fred med mad er et skridt til intuitiv spisning. Ikke desto mindre skal du have det med i din forståelse for sundhed. 

Det handler om våbenhvile: Stop den madkamp, du har gang i. Giv dig selv tilladelse til at spise alt — og jeg mener ALT. Hvis du fortæller dig selv, at du ikke kan eller må spise nogle særlige råvarer, kan det føre til en intens følelse af afsavn. 

Det afsavn kan bygge sig så meget op, at det ender med ukontrollerbare cravings og til sidst til overspisning. 

Når man endelig ‘overgiver sig’ til de såkaldte forbudte madvarer, så bliver ens oplevelse med at spise så intens, at det resulterer i at du spiser som var det dit sidste måltid, efterfulgt af en overvældende skyldfølelse. 

4: Udfordr mad-politiet

Råb ‘nej’ så højt, du kan, til de tanker i dit hoved, som fortæller dig, at du er ‘god’ og ‘dygtig’, fordi du indtager minimale kalorier. Eller til de ‘dårlige’ tanker der dukker op, fordi du spiste et stykke chokoladekage. 

Mad-politiet holder øje med om du følger de urimelige regler, som diæt-kulturen har skabt. 

Mad-politiet er fast forankret i din psyke — og ud af højtalerne på stationen råbes der negative provokationer, håbløse sætninger og skyld-fremkaldende indikationer. 

At jage mad-politiet væk er et vigtigt skridt på vejen til at vende tilbage til intuitiv spisning. 

5: Opdag nydelsesfaktoren

Vi tager nu et kig til japanerne. De har nemlig visdommen til at have ‘nydelse’ som et af deres mål for et sundt liv. Det kunne Fødevarestyrelsen lære noget af.

I vores jagt på at overholde diæt-kulturen i den vestlige verden overser vi ofte en af de mest grundlæggende gaver i tilværelsen: Nemlig den fornøjelse og tilfredshed, der findes i selve spiseoplevelsen.

Når vi spiser det, vi virkelig har lyst til, i et miljø, som også er indbydende, så vil nydelsen være langt større og hjælpe til, at du føler dig mæt og tilfreds.

6: Mærk din mæthed

For at kunne respektere din mæthed skal du og din krop stole på, at du altid vil give dig selv den mad, du ønsker.

Lyt til din krops signaler, som fortæller dig, at du ikke længere er sulten, og som observerer tegnene, der viser, at du er tilpas mæt. 

Tag en pause midt i måltidet, og spørg dig selv, hvordan maden smager, og hvordan dit nuværende sultniveau føles. 

7:  Mød dine følelser med omsorg

Erkend først, at mad-restriktion — både den fysiske og mentale — i sig selv kan udløse et tab af kontrol, som kan føles som følelsesmæssig spisning. 

Angst, ensomhed, kedsomhed og vrede er følelser, vi alle oplever gennem hele livet. Vi har alle hver vores egen trigger, og vi har hver vores egen eftergivenhed over for andres krav og meninger. Mad løser ingen af disse følelser. 

Husk på at mad kan trøste på kort sigt, distrahere dig fra smerten eller endda ‘bedøve’ dig, men at mad ikke ikke problemet. I sidste ende bliver du nødt til at håndtere følelsens kilde. 

Find andre rare og venlige måde at løse dine problemer på.

8: Respektér din krop

 Acceptér dit genetiske udgangspunkt.

Forestil dig hvis en person med en skostørrelse på 38 skulle squeeze sig ned i en størrelse 36. Det er både nyttesløst, ja, og ubehageligt, at have de forventninger til din kropsstørrelse. Det handler det om, at du respekterer din krop og din genetik, så du kan have det godt med hvem du er.

Det er hårdt at afvise diæt-mentaliteten, hvis du er urealistisk og kritisk overfor din krops størrelse eller form. 

Alle kroppe fortjener værdighed og kærlighed. 

9: Nydelsesfuld bevægelse — Mærk forskellen

Glem militant træning. Prøv blot at være aktiv og mærk efter forskellen. Skift dit fokus til hvordan det føles at bevæge din krop, i stedet for den kalorieforbrændende effekt, som træning kan have. 

Hvis du fokuserer på hvordan du har det — som for eksempel fyldt med energi — kan det gøre forskellen for, om du ruller ud af sengen til en rask morgen gåtur, eller om du trykker på snooze-knappen. 

10: Respektér din sundhed med blid ernæring 

Træf beslutninger omkring den mad du spiser, som respekterer både din sundhed og dine smagsløg.

Husk, at du ikke skal spise ‘perfekt’ for at være sund.

Du får ikke pludselig mangel på næringsstoffer eller bliver usund af en snack, et måltid eller en dags spisning. Det er, hvad du spiser konsekvent over tid, der betyder noget. 

Det, der tæller er dine fremskridt, ikke perfektion.

Kilde: Tribole, E. & Resch, E., 2020.Intuitive Eating – A Revolutionary Anti-Diet Approach. 4th edition. The United States: St. Martion’s Publishing Group.

Har du brug for hjælp til at lære at spise intuitivt?

Har du brug for hjælp til at spise intuitivt, så tag et kig på mit mentorforløb, hvor principperne for intuitiv spisning er udgangspunktet i forløbet Madfrihed.