Kostvejledning eller kostvildledning?

af okt 28, 2024

I mit første job som kl. diætist på Køge sygehus, var jeg så heldig at havne under en knivskarp ledende diætist, der hed Gerda. 

Gerda drog videre til Philadelphia epiepsi hospital for i forskningsmæssigt øjemed at implementere keto diæten der, og det var virkelig et godt match.

Mange epileptikere følte sig hjulpet af den ekstremt restriktive diæt, som fjernede eller reducerede deres anfald væsentligt. Man kan sige, at kosten blev til patienternes medicin. 

Kostvejledning, når det er bedst. 

I min klinik oplever jeg jævnligt små mirakler, når jeg arbejder med kosten i forskellige målrettede diæter, såsom lowfodmap diæten. 

For nylig havde jeg f.eks. en klient, der havde været udfordret af mave-tarm problemer i 5 år med over 50 indlæggelser, hvor hun var blevet undersøgt på kryds og tværs uden resultat. 

Ingen havde tænkt på kosten i alle de år, hvilket i sig selv er lidt underligt, når hendes symptomer stammede fra alle de organer, der hænger sammen med fordøjelsen. 

Hun endte med diagnosen IBS eller irriteret tyktarm, som det også hedder, og havnede ved et tilfælde i min klinik. Efter 3 behandlinger havde hun fået et helt nyt liv. Symptomfri og fuld af den energi, som før blev brugt til at kæmpe mod et belastet fordøjelsessystem.

Så diæter kan altså noget, og jeg arbejder gladeligt med evidensbaserede diæter i min kostvejledning og oplever, at de kan gøre en livsforandrende forskel. 

Der, hvor det så kortslutter i min hjerne, er når kostvejledning, der er beregnet til at afhjælpe sygdom og symptomer, pludselig bliver tryllet om til en målrettet slankekur.

En diæt er ikke for sjov, og selvom den virker på noget, skal man ikke være blind for de bivirkninger, der kan følge med på vejen. I sidste ende er det en afvejning om fordelene opvejer bivirkningerne.

Så hvad sker der lige, når vi gør restriktive diæter til hverdagskost for raske mennesker, som det fx er tilfældet med ketodiæten der pludselig blev til ketokuren – en ultrapopulær slankekur?

Selv om en ketogen diæt, kan have visse fordele, og for mange raske også kan føre til et vægttab, så kan den også have nogle potentielle bivirkninger og udfordringer.

Det er vigtigt, at være opmærksom på disse bivirkninger, når man følger en keto-diæt og en diæt i det hele taget.

  1. Keto influenza: Mange mennesker oplever symptomer, der minder om influenza, når de først starter en keto-diæt. Dette kan omfatte træthed, hovedpine, kvalme, irritabilitet og koncentrationsbesvær. Disse symptomer skyldes kroppens tilpasning til at bruge fedt som primær energikilde.
  1. Forstoppelse: Da en keto-diæt ofte er lav i fiber fra kulhydrater, kan nogle mennesker opleve forstoppelse. Det er vigtigt at indtage tilstrækkelige mængder fiber fra ikke-stivelsesholdige grøntsager og kosttilskud om nødvendigt. Lavt fiberindhold i kosten er i øvrigt relateret til øget risiko for kræft – særligt i tyktarmen!
  1. Elektrolytubalance: En keto-diæt kan føre til tab af elektrolytter som natrium, kalium og magnesium. Dette kan føre til symptomer som muskelkramper, svimmelhed og hjertebanken. Det er vigtigt at opretholde en passende balance af disse næringsstoffer ved at inkludere fødevarer, der er rige på dem eller tage kosttilskud efter behov.
  1. Mangel på vitaminer og mineraler: Hvis din keto-diæt ikke er tilstrækkeligt varieret, kan der opstå mangler i visse vitaminer og mineraler. 
  1. Øget kolesteroltal: Nogle mennesker oplever en stigning i LDL (dårligt) kolesterolniveau på en keto-diæt, selvom dette ikke er tilfældet for alle. Det er vigtigt at konsultere en læge og overvåge dit kolesteroltal, især hvis du har en historie med hjertesygdom.
  1. Potentielle langsigtede virkninger: Der er stadig nogle bekymringer og usikkerheder om de langsigtede virkninger af en langvarig ketodiæt, herunder dens indvirkning på knoglesundhed og nyrefunktion.

Som du kan se, rummer listen potentielle helbredsmæssige risici, og her har jeg kun nævnt et udpluk af dem. 

Som diætist med speciale i spiseforstyrrelser kan jeg heller ikke lade med at skæve til det faktum, at slankekure generelt øger risikoen for forstyrret spisning eller en decideret spiseforstyrrelse. Jo mere restriktiv du gør din kost, jo sværere bliver den at holde fast i og jo større risiko for nederlag.

Alene af den grund synes jeg, at det er værd at tænke sig om en ekstra gang, inden man kaster sig ud i et restriktivt slankekurs-eksperiment. 

Historien hos mennesker, der besøger min klinik for at finde madro, er ofte lang og propfyldt med et utal af forskellige trendy slankekure på deres livsvej. Ingen af dem har tilsyneladende ført til et ”bæredygtigt” resultat, så uroen og mismodet har boret sig ind i sjælen. 

Madregler og indre selvkritik banker i hovedet på de fleste 24-7. De har formået at kunne tabe adskillige kilo ad flere omgange, men nu sidder de igen i saksen og det eneste, de drømmer om, er et langvarigt og holdbart vægttab – koste, hvad det vil. 

Det ville være nemt for mig at sælge dem en dyr kur med lovning om guld og evige grønne dage, men det gør jeg ikke!

I min verden ville det være vildledning. Kure holder nemlig MEGET sjældent. 

Så jeg gør noget andet. Jeg guider dem til intuitiv madro. Sætter såvel fysisk som mental sundhed i fokus, på en favnende fremfor fanatisk måde.

Sundhed handler ikke om at undgå men om at balancere og inkludere, medmindre du er syg. 

Det er de færreste der starter på slankekursræset, der er syge som udgangspunkt, men det er min personlige påstand, at de fleste bliver det, hvis de fortsætter med at hoppe af og på de restriktive ture i slanketoget.

Så hvor går grænsen mellem kostvejledning og kostvildledning egentligt?

Hvad tænker du?

I min verden er der ikke nogen tvivl. 

Værdifuld kostvejledning er der, hvor du fremmer din sundhed og dit helbred, mere end du risikerer det modsatte, såvel fysisk som mentalt. Resten kalder jeg vildledning. Punktum.