Hvis du går rundt med en overbevisning om, at det her med at tabe sig, kun handler om at spise så lidt som muligt og træne så meget muligt,
så vil jeg anbefale dig at læse med her, for at lukke op for et mere nuanceret syn på vægttab.
Gennem årene har jeg mødt mange klienter, der har været frustrerede over, at de taber sig langsomt eller slet ikke, selvom de både ”lukker munden og letter røven”.
Problemet er næsten altid, at både deres krop og hjerne er stresset fordi de er fyldt op af kropshad, vægtfokus og ”undgå mindset”, således at deres forbrænding nærmest er gået i hvile tilstand, fordi deres stressnervesystem knokler 24-7.
Stressnervesystemet er et fintfølende system, og der skal ikke meget til, for at det er i ubalance, og problemet er netop, hvis vægttabet er forbundet med stress og overkontrol.
Med fare for at det her bliver en lidt krøllet omgang læsning, så vover jeg alligevel pelsen, og vil opfordre dig til at hænge på, hvis du virkelig ønsker at forstå det her.
Lad os starte med at tage et overordnet kig på de 2 nervesystemer der er i spil, når vi taler ro og balance:
Det sympatiske (stresssystemet) og Det parasympatiske (afslapningssystemet)
Det sympatiske nervesystem/stress systemet
Det sympatiske nervesystem bliver aktiveret, når du oplever angst, stress eller fysiske belastninger eller hvis din hjerne opfatter noget som en trussel mod din overlevelse.
Også selvom det ikke er en reel trussel!
Når det sympatiske nervesystem er aktivt, sker der en masse i din krop.
En større del af blodet føres væk fra dine indre organer, din fordøjelse og din forbrænding. Dette for at prioritere blodforsyning til muskler, hjerne og lunger, som gør dig i stand til at kunne yde maksimalt på rekordtid.
Din krop udskiller forskellige stresshormoner, bl.a. kortisol, som er med til at øge dit blodtryk og dit blodsukker samt undertrykke dit
Immunsystem.
Virkelig smart hvis du fx skal løbe væk fra en løve, og har brug for at samle din energi til hurtigt at kunne udtænke plan om, hvor du kan spurte hen. På den måde overlever du længst muligt.
Nu er det bare sådan, at det nok er ret sjældent at du bliver jagtet af en løve. Men din hjerne kan godt opfatte det på den måde alligevel,
fx hvis du er udsat for vægt- og slankestress og/eller andre belastninger i din hverdag.
Så sker det samme.
Kroppen lukker mere eller mindre ned for fordøjelsen, så den kan koncentrere sig om det vigtigste: nemlig den akutte stress og overlevelses situation som
du befinder dig i – eller som kroppen TROR du befinder dig i.
Af samme årsag oplever de fleste også problemer med fordøjelsen når de er nervøse eller stressede.
Hvis stress belaster kroppen over længere tid, sker der en slags omvendt dominoeffekt, således at det hormonelle respons som hjalp dig på den korte bane (du samlede kræfter og slap væk fra løven), vendes og påvirker din krop negativt.
Det sker hvis din hjerne stadig tror, at den bliver jagtet af løven, og på samme måde hvis du bliver med at holde fast i et kur mindset, hvor du konstant stresser over, at du ikke taber dig nok, får spist helt rigtigt og er trist over alt det du må undvære.
Så fortsætter kroppen med at sende stresshormoner ud i dit system, som på lang sigt virker nedbrydende på din sundhed og dit humør. Det vil blive sværere og sværere for dig at holde gejsten oppe, og på et tidspunkt må de fleste give op.
Du kan opleve symptomer som bl.a.:
- Smerter og fysiske symptomer
- Nedsat immunforsvar
- Inflammation i krop og nervesystem
- Udmattelse
- Dårlig forbrænding
Det paradoksale er, at mange først reagerer når de ”ligger ned”. I starten gik det jo godt – faktisk rigtig godt. Men på et tidspunkt kan kroppen ikke kæmpe og støtte dig længere, selvom den prøver at være der for dig, på en måde som den tror tjener dit bedste. På et tidspunkt er bægeret fyldt og det vender.
Det parasympatiske nervesystem/afslapningssystemet
Man kan sige at det parasympatiske system er modsætningen til det sympatiske nervesystem.
Det aktiveres når du er fysisk og mentalt afslappet, og ikke oplever nogen form for trussel.
Formålet med dette system er især at balancere og regenerere kroppen, og få den ned i gear igen fx efter en stressperiode.
Når dette system er aktivt, åbnes der igen for blodforsyning til dine indre organer, fordøjelse og forbrænding som styrker din sundhed.
Den sunde balance
Hvis du forestiller dig aktiviteten i de 2 nervesystemer som 2 tænd – sluk knapper, som du kan skrue op og ned for,
så handler det altså om at finde den rette styrke mellem de 2 knapper, for at du kan skabe ro i dig.
Balance er den vigtigste grobund for sundhed i krop og sind, inkl. vægtbalance.
Hvis du har for meget drøn på stresssystemet, uden plads til at afslapningssystemet kan få plads til at genoprette balancen, så opstår balladen.
Du kan få problemer med din appetitregulering og forbrænding på en måde, så du føler dig konstant sulten, og samtidig har du nemt
ved at tage på, fordi der er gået kuk i din forbrænding. Det opleves sjældent som en rar cocktail og kan forårsage yderligere stressrespons i din krop.
En ond cirkel som ikke er lige hvad du har brug for, hvis du drømmer om et vægttab.
What to do?
Så hvad gør du?
NYD, NYD, NYD
Du skal sætte målrettet ind på at dit afslapningssystem er aktiveret så meget af tiden som muligt, og leve dit liv, så dit stress system ikke går i selvsving.
Drop kur og vægtstress og ret i stedet fokus på nydelse, næring og sund balance i krop og sind.
Skab velvære for dig selv. Det er balsam for din livsenergi, og vil få dit system til at balancere.
Stil dig selv disse 2 simple spørgsmål:
Hvad gør mig godt? Skru op for det.
Hvad er skidt for mig? Skru ned for det.
Lyt til dine svar og sæt handling på det der kræver handling.
Mad og vægt må ikke blive en stress faktor. Elsk den du er, og slut fred med det sted hvor du er lige nu.
Prøv om du kan.
Det betyder ikke at du ikke må drømme om kropsforandring, men vær opmærksom på at det ikke tager overhånd. Du behøver ikke knuselske din krop, men du er nødt til stå på et fast og solidt fundament af selvkærlighed og selvomsorg før din krop overhovedet kan få mulighed for at give slip.
Skab god energi i din hverdag. Lad dine måltider og dit fokus være fyldt med nærvær og nydelse, og skru op for alle de sanser som du kan skrue på.
Skab den rette forhold mellem dit stress og dit afslapningssystem så bundlinjen hedder: Ro, glæde, energi og overskud.
Det lyder simpelt.
Det er det egentlig også – hvis du griber det kærligt an.
PS. Husk …Jeg hjælper dig altid gerne 💛