Min største fordel når jeg arbejder med mennesker der er ramt af en spiseforstyrrelse, er uden tvivl, at jeg selv har haft en.
Selvom bogreolen er fyldt med lærebøger og CV´et tæt pakket med uddannelsesbeviser, så er der er ikke noget der har hævet min forståelse, så meget som at have gået vejen selv.
Tankemønstrene hos spiseforstyrrede er på ingen måder rationelle. Man skal derfor kunne sætte sig ind i en verden der ikke altid giver mening, og forstå det som ikke umiddelbart kan forstås.
Lad mig give dig et eksempel fra klinikken.
En mor kom med sin 14-årige datter kom til mig efter at have været indlagt i flere måneder for at tage på i vægt. Det var lykkedes og hun blev udskrevet, men nu var vægten desværre igen hastigt på vej i en nedadgående retning.
Ikke 10 vilde heste kunne få pigen tilbage til det sted, som jo på mange måder havde hjulpet hende på vej, men som samtidig havde overladt hende til ingenting efter kiloene var kommet på. Hun var fuld af frygt og fortvivlelse og havde mistet tilliden til at dem der skulle hjælpe hende i mål, havde sluppet grebet på halvvejen.
Hun oplevede det som om hun i tillid var sprunget ud fra 10 metervippen som de havde bedt hende om, selvom hun ikke kunne svømme. Til hendes gru opdagede hun at de ikke stod klar til at gribe hende og hjælpe hende i land da hun faldt ned i det meterdybe bassin.
Der var ingen redningsvest da hun havde allermest brug for det!
Det eneste hun havde var spiseforstyrrelsen, som hun igen kunne klamre sig til. Hendes oplevelse var, at den endnu engang reddede hende fra at drukne. En sand ven der var der, da nøden var størst og ensomheden værst!
Og det var her hun startede hos mig. Bange og fuld af mistillid. Angst for at spise så meget som en krumme, selvom hun blev mødt at talrige gode argumenter for det modsatte.
Jeg var nødt til at møde hende et sted som jeg slet ikke havde lyst til!
Dvs. med minutiøst beregnede kostplaner og vejninger, som hun havde været vant til, for at hun kunne finde ro.
Begge dele vil jeg helst undgå, da jeg erfaringsmæssigt ved, at det er et stort tilbageskridt, men her var ingen vej udenom, i hvert fald ikke til at starte med. Og det minder mig om, at der ikke er nogen standard spiseforstyrrelsesbehandling.
Man er nødt til at møde mennesket hvor det er, uanset hvad man selv har på sin dagsorden om ”rigtig” og ”forkert” behandling. Ingen spiseforstyrrede er ens eller standard mennesker.
Langsomt lærte vi hinanden bedre at kende.
Jeg insisterede på, at vi skulle bevæge os væk fra det overkontrollede og hun skulle genvinde de kilo, som hun havde tabt. Til gengæld ville jeg lære hende at svømme.
Vi indgik en aftale, og lovede hinanden ærlighed.
Over tid fandt hun modet frem og turde gå med.
Vi banede os vej igennem frygten, og tog fat i de følelser der kom op til overfladen undervejs.
Menneske til menneske talte vi om de udfordringer hun mødte på sin vej, og jeg coachede hende frem til løsninger som hun kunne overkomme.
Min opgave var at dosere udfordringer på en måde så hun voksede af dem i stedet for at føle nederlag. Langsomt kravlede hun op på sejrsskamlen til et højere selvværd. Det tog ca. 1,5 år.
I dag er hun et helt andet sted. Spiser ALT og danser bogstavelig talt glad igennem sin efterskole. Det er ikke problemfrit, men når livets udfordringer rammer hende, griber hun ikke længere ud efter spiseforstyrrelsen som en redningskrans, men forsøger at svømme selv.
Hun tør møde livet face to face, og har lært at håndtere og acceptere den smerte som livet også en gang imellem udsætter hende for. Hun har med andre ord de glæder og problemer som generelt hører med til det at være en teenager, og hun udvikles nu ved at finde løsninger i stedet for at indvikles i sin spiseforstyrrelse.
Jeg elsker at følge hendes udvikling. Som en blomsterknop der omsider tør vende sig mod lyset, og springe ud.
Al den energi og styrke der før gik på at holde spiseforstyrrelsen kørende bliver nu kanaliseret ud i i et liv der leves inklusivt de skrammer som det nu kan give.
Spiseforstyrrelser er ikke for sarte sjæle, og stik modsat hvad mange tror, er det ofte meget stærke piger der folder sig ud, når de lærer at blive ven med den sårbarhed der er en del af deres personlighed, og finder vejen frem til at finde ro i overbelastet nervesystem.
Ovenstående eksempel er ikke enestående i klinikken.
Du behøver ikke selv at have været spiseforstyrret for at kunne hjælpe et menneske, der er ramt af en spiseforstyrrelse.
Du skal dog være i stand til sætte dig ind i den angst der kan være forbundet med at spise fx en smule brød, uden at du taler det ned eller bagatelliserer det ved at opfordre vedkommende til at tage sig sammen. Det er uanset om du er behandler, forældre eller pårørende på anden vis.
Du skal kunne anerkende den modstand det vækker hos den ramte og acceptere, at du ikke altid kan forstå, men bare være der alligevel.
På den måde kan du skabe en tryg form for alliance med den spiseforstyrrede, så i kan arbejde på samme side mod spiseforstyrrelsen.
Den spiseforstyrrede har brug for en tryg hånd at holde fast i når kampen med at få spiseforstyrrelsen til at slippe sit tag, skal udkæmpes.
For der ER kampe der skal tages. Kampe som kan opleves voldsomt ambivalente for den spiseforstyrrede.
På den ene side er spiseforstyrrelsen jo en ven der tilbyder kontrol når livet føles ude af kontrol. Den kan opleves som en redningskrans, hvis man har en følelse af at være ved at drukne i livet.
På den anden side trækker den dig længere ud på det dybe vand når du følger med den.
Til sidst har man svært ved at undvære den, fordi der ingen sigte er til landfaste områder.
Mange relationelle broer er typisk brændt undervejs hvis processen er langstrakt. Det kan være skræmmende hårdt for alle involverede.
Og netop derfor har jeg så svært ved at forstå at spiseforstyrrelsesbehandling i Danmark primært består i at skubbe folk udover vippen uden at gribe dem.
Al fokus går på vægten som skal presses op, hvilket selvfølgelig kan være nødvendig start, men hvad så bagefter?
Hvis spiseforstyrrelsesbehandlingen ikke rækker længere end vægtøgning, er det i mine øjne kun symptombehandling, og risikoen for tilbagefald vil lure lige om hjørnet.
Spiseforstyrrelses behandling består grundlæggende af 3 ben, som alle er nødvendige for at den som en skammel kan stå af sig selv.
De 3 ben er: krop, psyke og kost.
Ingen af benene kan undværes, men de behøver ikke alle at være i spil på samme tid.
Det er mit håb at spiseforstyrrelsesbehandling opprioriteres langt mere end det er tilfældet for nuværende i Danmark. Både i forhold forebyggelse og behandling.
Tænk hvis vi en dag kunne fange nogle flere inden de nåede at komme ud på alt for dybt vand, og tænk hvis vi kunne give dem redskaber, så de var i stand til at svømme i livets hav uden redningsvest og uden behovet for en spiseforstyrrelse til at holde dem oven vande.
Ja, Tænk hvis vi kunne flytte fokus lidt mere væk fra det vi kan måle og veje og se udefra, til at være meget mere nysgerrige på at forstå alt det der udspiller sig indefra.
DET er min store håb!